top of page
Illustration 04 slide ny.jpg

Gør en forskel for voldsramte kvinder
og børn – bliv frivillig på Fonden Gro.

Fonden Gro

Vi er en non- profit organisation i Næstved, der driver §109 Kvindekrisecenter og rådgivning til voldsudsatte kvinder og børn. Vi har plads til 9 kvinder og deres børn. Vi bor nær Gavnø i Næstved.

 

Vi søger frivillige til aktiviteter med kvinder og børn og opgaver inde og ude. 

 

Hvad vi bruger frivillige til?

 

  • Frivillige der har lyst til at deltage i aktiviteter med kvinder og børn som fx børnepasning, madlavning, ture ud af huset, gode samtaler og hyggelige stunder inde og ude.
     

  • Frivillige som har særlige kompetencer såsom at strikke/hækle, er kreativ, kan fitness, dans, yoga eller mindfulness, kan synge, kan undervise eller hvad det nu er, for nogle kompetencer du har.
     

  • Grønne frivillige, der kan lide at lave praktiske opgaver og havearbejde, gå i urtehaven, lave bål, små byggeprojekter eller et cykelskur eller lignende.  

 

Tidsforbrug

Vi ønsker et team af frivillige, der kan være her 1-2 gange om måneden a 3-4 timers varighed.

 

Vi tilbyder 

Som frivillig hos os, har du indflydelse på, hvilke aktiviteter du ønsker at deltage i, eller om det er traditioner eller aktiviteter, du selv skaber indenfor de rammer, som er mulige på krisecentret. Du vil som udgangspunkt blive sat på en fast aktivitet i et fast tidsrum for en periode, men kan på sigt prøve flere forskellige ting, hvis du ønsker det. 

Når du er på arbejde på Fonden GRO Kvindekrisecenter er du sammen med personalet, som står for den fagprofessionelle indsats og som du altid kan sparre med. Du vil indgå som et positivt supplement til det arbejde det fastansatte personale løfter på krisecentret. Din opgave er ikke at være tovholder på kvindens ophold og sag, men at tilbyde støtte og være med til at skabe glæde og hyggelige stunder for kvinder og børn.

 

Du får mulighed for 
 
  • at hjælpe andre og gøre en positiv forskel for voldsudsatte kvinder og børn
     

  • at blive en del af et socialt fællesskab og netværk i en organisation med høje ambitioner
     

  • at udvikle dine kompetencer og viden om vold og voldsudsatte
     

  • at deltage i supervision 4 gange årligt og at deltage i frivilligaftner 6 gange årligt
     

  • at deltage i en årlig temadag om relevante emner for voldsområdet.

 

Vi forventer

At du er engageret, troværdig og stabil. Vi ser gerne, at du kan forpligte dig til projektet i minimum 6 måneder og gerne længere. For os betyder det meget, at du er selvstændig og kan tage initiativ ud fra husets værdier og regler. Vi forventer også, at du er imødekommende, har empati og situationsfornemmelse for, hvornår du skal være lyttende og hvornår du skal trække dig. 

Vi forventer, at du kan indhente en ren børne – og straffeattest. Du underskriver en tavshedspligt og frivilligkontrakt ved ansættelse. Du vil referere til Frivilliggruppens koordinatorer. 

Vi opfordrer kvinder og mænd i alle aldre til at søge. 

 

Kontakt os

Er du interesseret i at blive frivillig på Fonden GRO Kvindekrisecenter, så send os en kort motiveret ansøgning og dit CV, hvor du præsenterer dig selv og dine kompetencer samt din motivation for at arbejde frivilligt med vores målgruppe. 

 

Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte os på telefon 73706950.

 

Send gerne din ansøgning til job@fondengro.dk og skrive frivillig i emnefeltet.

Skriv gerne hvilke opgaver du som frivillig har lyst til at være en del af. 

Vi glæder os til at læse din ansøgning.

 

Der vil blive afholdt intromøde på Fonden GRO Kvindekrisecenter i maj-juni, når vi har samlet en flok interesserede ansøgere.

 

Vi ser frem til at høre fra dig!

bottom of page